Så er de små hvalpebasser blevet 8 uger gamle, og ved at være klar til at flytte hjem til deres familier, som alle venter spændt og glæder sig!
Ormekure, vaccination og chipmærkning er overstået, og alle fik ug med kryds og slange til sundhedstjek hos dyrlægen. Jeg er rigtig godt tilfreds med vores hvalpe-dyrlæge Nina Diers ved Ølby Dyrehospital, som har stået os bi både ved parring, fødsel og hvalpetjek.
Hvalpene har øvet sig i at gå med halsbånd og line, og de har jævnligt hørt lyd-cd'en med fyrværkeri og andre høje lyde. De har kørt i bil et par gange - bl.a. til Holbæk, hvor de var på udebane til hvalpetest hjemme hos Tine Pazdecki, som var så sød at hjælpe med dette - ligesom sidst vi havde hvalpe i huset.
Ude-temperaturen har været lidt højere i de senere dage, solen har været fremme, og det er noget de små kan lide. Alle 4 nyder at være ude og benene kan styres så meget at man kan LØBE rundt, ind under buske og rundt i bedene efter hinanden, og man kan grave og bide i grene.
I går har vi startet op med lidt klikkertræning, og de har i den anledning smagt deres første små stykker frikadelle - den skulle der først tygges meeeget grundigt på, så blev smagen godkendt.
Der tælles ned til weekenden, hvor der skal sige farvel og goddag og forhåbentlig på gensyn til lidt hvalpeleg og træning - i hvert fald hvad angår sjællænderne.